Sunday, February 12. 2012
Det var den første forårsdag og der kom liv i bådefolket!
Der var dejligt på Vrald, og vi fik løjgangen afmonteret og pudset og gjort klar til mange gange skibslak. Vi glæder os til at få vores gamle folkebåd gjort klar til en ny sæson på Struer Bugt.
Kaffe og snak med forbipasserende hundeejere: Foråret er på vej!
Friday, October 21. 2011
Så sluttede sejlersæsonen for 2011. Fjøsen kom op og blev trillet hen i bådehuset for at sove vinteren væk.
Katrine hjalp med at få hende løftet op og gjort klar til vintersøvn.
Næste år vil vi have bedre vejr! Det blev til 61 dage ude i Fjøsen i sommeren 2011. Det kunne have været bedre, for hun var i vandet i næsten 6 måneder. Den første tur var den 6. maj, og i dag den 21. oktober blev hun løftet ud af vandet.
Sov godt Fjøs - vi glæder os til næste sæson!
Tuesday, October 18. 2011
Det var årets sidste tur på Venø Bugt og det var sol og smil og glæden var til at føle på.
Eva var med og hoppede hjemmevant rundt over løjgangen.
På Venø spiste vi frokost, og ejeren af folkebåden derovre var henne for at studere den måde vores forsejl var monteret. Hans idé var, at kunne man trække underliget tættere på masten, kunne man sejle tættere til vinden. Han havde derfor planer om at sætte en skinne på ruftaget, som man kunne fastgøre underliget til.
Spændende.
Vi må hellere følge udviklingen tæt!
Så ud over en dejlig frokost på havnen med Eva og Marianne fik vi også lidt inspiration til den kommende sæson.
Tilbage i Struer fik vi i fællesskab masten af Fjøsen.
Der var afriggerfest bagefter på Marina Club, hvor vi guffede rødspætter. Dejligt!
På fredag kommer Fjøsen op, så er det vinter.
Sunday, October 9. 2011

Vi var ude at sejle i Fjøsen i går i susende vind fra nordvest. I havnen lå der en båd med flænget forsejl. Rullefokken var flænset op i nattens storm, og satte sindet i den rette stemning, inden vi kæmpede os ud gennem havneindsejlingen. Vi plejer at sejle ud for sejl, men i denne gang var det for motor, men kun med nød og næppe kunne motoren skubbe os ud i den stride blæst.
Stormsejlet var sat på, vi skulle jo nødigt flænse et sejl eller knække en mast.
Og der var også gang i den. 2 meter høje bølger og flyvende skum fra toppene.
Det var herligt at blive skyllet over af sprøjt fra de store bølger, og vi slog hastighedsrekord på hjemture. Over 9 knob, når vi kom op at ride på en bølge!
Det var måske den sidste længere tur i Fjøsen for i år. Nu kommer vinteren og vi må nøjes med at drømme om forår og sejlture, mens vi drikker vand med isterninger med pingviner og isbjørne.
Saturday, September 24. 2011
En gylden aften på bugten, hvor solen spiller i bølgerne.
Monday, July 25. 2011
Det har været en dejlig sommerferie i Fjøsen!
2 uger i Limfjorden, sammen med Britt og en omgang blandet dansk sommer.
Billeder kan ses her: http://flic.kr/s/aHsjvrtP4M

Friday, July 8. 2011
Spiste vi for meget ost, da vi ankrede op ud for Venø og nød en fransk brie med udsigt til fantastiske sommerskyer?
Måske.
I hvert fald gik vi på grund på vej tilbage, mellem nordkosten og havnen. Vestenvinden drev os op på en grund med dejligt sand, hvor jeg kunne vandre lidt rundt om Fjøsen inden en venlig mand i en motorbåd trak os fri igen.

Næste gang kun ét stykke med ost!
Friday, June 24. 2011
Sct. Hans aften lå vi tæt på den gamle færge - Venøsund. Der var "picnic" på færgen, og sammen med gæsterne der lyttede vi til båltale og midsommervise inde fra Bremdal.
En smuk gammel færge.
Kapacitet: 3 biler og 22 passagerer 

Friday, June 24. 2011
Sankt Hans aften på vandet - det har jeg ikke prøvet før, men det var en dejlig oplevelse.
Vi lå ud for Bremdal, hvor roklubben i Struer havde sit traditionelle Sankt Hans bål.
Ja, jeg ved godt at vi havde lagt os, så bålet var lige i solstriben. Og jeg ved godt at vi fik røgen lige i hovedet. Og ja, vi kunne også høre borgmesterens tale - der var meget i vejen.
Men trods alt dette var det en dejlig aften, og hende der sang for sang fortryllende.
Vi spiste sen aftensmad, mens aftenen blev stille og vinden lagde sig.
Smukt var det!
Tuesday, June 14. 2011

Jeg tror jeg er blevet afhængig af disse solnedgange. Der er så fredfyldt på bugten, når solen går ned og fjorden falder til ro.
Friday, May 6. 2011
Så blev det årets første sejltur i Fjøsen.
Katrine tjekker bugten for pirater, men der er klar bane og vi kunne fortsætte op i Venøsund og lægge til ved en venøbøf og to røde spætter.
Så er ballet åbnet!
Friday, April 29. 2011
Nu er der mast på Fjøsen!
Marianne og Lars hjalp os med at få masten op. Waw hvor der der mange liner og taljer og detaljer!
Nu mangler vi bare lidt justering af faldene og vi skal have fundet de sidste taljer og løbehjul vi mangler for at gøre den helt tip top.
Men SÅ skal der også sejles og sejlene skal luftes og dragen skal vise sin vinge!
Wednesday, April 20. 2011
I dag kom Fjøsen i vandet!
Længe har vi glædet os til denne dag, for det er nu dejligt at lege med vinden på Struer Bugt.
Og så viste dagen sig oven i købet at være en sommerdag, med 22 graders varme. Hvor dejligt er det ikke lige at drikke en forårskølig øl på en sommervarm forårsdag?
Nu skal vi så bare have masten gjort klar og Marianne rekvireret, så vi kan komme ud at sejle RIGTIGT!
Saturday, February 19. 2011
 Hvor solen dog skinner smukt og lyser der gamle bådehus op. Vi mangler bare lidt mere varme i luften, så skal skuden gøres klar.
Vi var inde for at kigge lidt på den, men det er stadig alt for koldt i huset til at man kan arbejde på båden.
Så snart temperaturen kommer lidt op over frysepunktet skal der:
- lakeres træ
- males bund
- poleres fribord
- poleres mast
- pletmales lidt her og der
- skiftes vindeks
- skiftes spil i bagbords side
- laves nye hynder
- ændres lidt på hylderne i kahytten
- ...
- drikkes skibsøl

Sunday, October 24. 2010
 Vintersyslerne er startet i det lille bådhus. Båden er kommet i hus og vi er begyndt på at skrabe ruer af, løs maling fjernes, messingdele skal pudses, tovværk skal tørres og efterses, motoren skal renses og have kølevæske, .... pyh
Men det er hyggeligt at pusle derude og dejligt at have et fælles projekt. Det at lave noget sammen, er jo altid dejligt, og man drømmer så dejligt om sommer på fjorden, når man med støv i håret står og pudser på en 40 år gammel båd.

|