SecondLife

Kommunikation er en vanskelig sag. Måske skulle jeg helt droppe det der Second Life, for jeg har ikke været særligt heldig den seneste tid. At jeg bliver karakteriseret som "underlig" er utvivlsomt en korrekt karakteristik. Jeg tror nok, at det blev sagt med et glimt i øjet, selv om netop det der med glimt i øjet er ganske vanskeligt, når man ikke kan kontrollere øjne i SecondLife.
Hvad kan man egentlig, når det drejer sig om kommunikation i SecondLife?
Ud over at tale, kan man faktisk kun signalere en ganske lille smule. Man kan tilpasse sin påklædning. Ok - der ligger temmelig meget kommunikation her, men kun indledningsvist. Man kan ikke anvende påklædning i løbet af en samtale til at understrege eller antyde en pointe.
Så kan man bruge sit krossprog, men kun ganske fattigt ved at bevæge sin avatar rundt, væk fra eller tættere på den, man taler med. Man kan sætte sig ned, eller man kan give et knus.
Nej, når der skal kommunikeres er det chat, der primært er mediet.
Og det er tyndt!
Som sagt er jeg blevet karakteriseret som "underlig". Det er nok i virkeligheden nemmere at være underlig i et univers, der selv er underligt, end at være normal.
Men nemt er det, at komme til at såre folk, for advarslerne kommer for sent.
Havde det været i "RealLife" ville øjnene straks have afsløret, at jeg var for langt ude eller trådte på en øm tå. Men øjnene er endnu ikke styrbare i SecondLife, så jeg må pænt vente, til jordskælvet kommer og ragnarok rydder alt af vejen.
Nå, noget jordskælv har der nu ikke været.
Og underlig er jeg blevet kaldt før.
Faktisk har jeg ikke noget imod at være underlig.
Hellere det end at være kedelig.
Men måske var det en god idé at lægge SecondLife på hylden i nogle måneder. Der er mange bøger, der trænger til at blive læst!