Jeg sad i går aftes og læste nyheder, og blandt andet en engelsk udgivelse om hvor fede usunde englænderne er blevet. Er det for meget Fish & Chips? I hvert fald spiser de mere fritureguf end frugt. Det viser sig, at frugtkagerne ved juletid er deres væsentligte frugtindtag.
Nå, ok, det stod der faktisk ikke direkte.
Deres forventede levealder stiger dog ikke for tiden, hvilket jo bør give anledning til at forbruge mere nu, og reducere lidt i pensionsindbetalingen. Og ikke mindst opleve mere nu og ikke sætte sin lid til, at det nåes nok.
I følge statistikken dør jeg i 2037. Det giver mig jo ret præcist 30 år at færdiggøre min undren over verden og gøre det, der gøres må.
Og hvad skal der så ske? Ja en betragtelig del af tiden bruges jo på det der lønarbejde. Men resten? Hvad med familien? Hvad med verden omkring mig? Hvad med mig selv og min personlige udvikling?
Er der nogen, der har lagt budget for de sidste år af livet på samme måde som man planlægger pensionsindbetalinger?
Skal man overhovedet planlægge, eller bare leve livet som om der altid er en evighed tilbage?
